Herre 1 - VLIs Smede mod Frederiksbergs Ambolte
Af
michelerosa den 8/3-10
(Læst 282 gange)
Efter 2 ærgerlige nederlag var det tid til at vende skuden for Herre 1 og det skulle gøres hjemme mod lokalrivalerne fra Frederiksberg 2.
Vi var 8 smede klar til kamp (Jakob Hæver og Jakob Diagonal, Per, Mikkel og Michal på kanten og Christopher, Christian og Michele som center) og klart i undertal i forhold til Frederiksberg som havde masser af spillere.
Første sæt startede vi med at komme foran og trak langsomt fra Frederiksberg med godt forsvarsspil og få fejl. Der var også plads til nogle beton-blokader, listige lops og smedesmash som blev hamret ned. Midt i sættet kom Frederiksberg op igen, men så blev grebet strammet og vi vandt sættet med omkring 5 point.
Det var en god start, så Johan bad os om at fortsætte det gode spil. Det var dog ikke nødvendigt i andet sæt, hvor modstanderen fik en kollektiv nedsmeltning af de grimme. 9-0 kom vi foran, og vi vandt inden Frederiksberg fik 10 point og uden at skulle gøre den store indsats. Mange af pointene kan nok tilskrives et servepres, som ødelagde en god del af modstandernes spil.
2-0 i sæt og vi regnede med, at nu ville Frederiksberg hæve deres spil som reaktion på deres nedsmeltning. Det gjorde de ganske rigtigt, og vi lukker dem for meget ind i kampen. Det betyder at vi skulle op over 25 point og bruge 3 eller 4 matchbolde inden kampen blev afgjort.
3-0 og igen kan VLI kalde sig Kongerne af Kvarteret. Sejren blev fejret med den traditionelle Smededans, der af Marianne Ping Huang, Lektor og Institutleder på Dansevidenskab ved Københavns Universitet er blevet beskrevet sådan:
Smededans har en tilsyneladende simpel koreografi og vokalt udtryk, men tager man de Poststrukturalistiske - Jacques Derrida briller på tegner der sig et mere komplekst billede. Bag facaden af simpelhed er Smededansen et avanceret danseæstetisk udtryk, der gennem en repetetiv men alligevel evoulotionerende koreografi giver et multifacetteret fortolkning af de deltagende subjekters eksistens i det normative erfaringsrum, som volleyball er.
Kampen blev afviklet i en god stemning med godt med tilskuere og dømt kompetent.